fbpx

VELKOMMEN TIL VORES PANDEKAGEHUS

Kom forbi og smag vores kæmpepandekager

Om Pandekagehuset

Pandekagehuset åbnede første gang den 5. april 2012.

Vi vægter en afslappet og uhøjtidelig atmosfære meget højt. Her finder du derfor Madam Blå i vindueskarmen, og gamle billeder på væggene fra en svunden tid.
Vi forsøger at bevare den hyggelige og intime stemning og atmosfære, og har i den forbindelse taget et valg om vi ikke afholder fester og større selskaber i pandekagehuset. Man kan reservere sit bord på forhånd, men er også altid velkommen til bare at komme forbi for at se om vi har ledig plads. Vi anbefaler dog altid en reservation hvis du vil være sikker på et bord, da vi ofte har travlt. Det er ikke muligt at reservere et bord udenfor.

Vi elsker pandekager, og med inspiration fra de franske crepes har vi udelukkende pandekager på menuen, både med lækkert kødfyld og salat, og derudover selvfølgelig klassiske dessertpandekager med sukker, is, chokoladesovs og andet lækkert. Flere har fortalt os at de er ret sikre på at det er Danmarks største pandekager, og vi tror faktisk de har ret, da vores pandekager er kæmpestore. Vores store pandekager er lavet med hvedemel, og er altid helt friskbagte ved serveringen. Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde glutenfrie pandekager.

Historien om Pandekagehuset

Pandekagehusets rammer er et gammelt lavloftet hus fra 1860.
Da huset blev opført var det stadig dansk og bygget til en familie på landet. Det ændrede sig i 1864, og frem til 1920 var det Tyskland her på Genner Hoel.
Tyskerne opførte Æ Kleinbahn, som var en togbane der gik fra Aabenraa til Løgumkloster, toget var i drift fra 1901 til 1926, og gik lige forbi Genner Hoel. Efter afstemningen i 1920, hvor befolkningen stemte Sønderjylland tilbage til Danmark, blev området igen dansk, og vi forestiller os ofte livet her med høns, køkkenhave, et par grise og køer, og en brønd i gården hvor man kunne pumpe vand.
Lige efter 2. verdenskrig blev stedet omdannet til et udflugtssted, da der blev opført et lille ishus ved vejen. Trafikken blev øget efterhånden som folk fik biler at køre i.
Huset blev udvidet, og blev med tiden omdannet til et cafeteria, hvor især biksemad var et hit på menukortet, det blev nu til et sted hvor især lastbilchauffører holdt deres pause, når de skulle køre fisk fra Hirtshals og videre ud i Europa.
I 1960 blev der bygget til, og tilbygningen blev til keglebane og diskotek for de lokale. Vi har overtaget, og gemt pladerne til jukeboksen. Sidst i 70-erne kom motorvejen, og mængden af lastbiler på landevejen faldt dermed drastisk.
Tilbygningen blev omdannet til en festsal, hvor mange lokale holdt fester, barnedåb, konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage. Samtidig kunne man besøge restauranten til dagens middag og et stjerneskud i sommerhalvåret.
Vi overtog stedet den 1. januar 2012, og gik i gang med at udvikle konceptet til vores hyggelige pandekagehus.

Vi har åbent i sommerhalvåret, fra påske til ca. 20. oktober. I lavsæsonen har vi begrænsede åbningstider, og i skolernes sommerferie har vi åbent alle dage.

Se vores åbningstider her på hjemmesiden. Vores telefon er åben for reservation på alle vores åbningsdage mellem kl. 9 og 11, men vores bordbestilling kan benyttes døgnet rundt.